Grillsæsonen stopper aldrig – i hvert fald ikke her i huset. Vi griller stort set året rundt også i frost- og snevejr.
I dag var den en mørbrad – en af svine-slagsen, der skulle have turen på “werner’en”.
I dagens anledning skulle den krydres lidt ekstra – det blev – hvis jeg selv skal sige det, rimelig vellykket.
Derfor vil jeg da lige benytte lejligheden til at dele det med en evt. læser af min blog.
Sådan gør du:
Tænd op i et 1/2 eller 3/4 rør, og fordel kullene i hver side af grillen (har en rund grill en side?) – se hvordan du gør her.
Puds mørbraden af som du plejer og læg et snit fra den ene ende til den anden. Snittet må gerne gå næsten helt i gennem.
Så hakker du hvidløg (antal efter smag – brug evt. frisk), frisk chili, feta-ost, soltørret tomat og en skive bacon. Bland det godt sammen og “stuff” mørbraden med de lækre sager. Sy dyret sammen med et par kødnåle eller 3, og smid den indirekte på grillen i 20-30 minutter. Du kan evt. rulle et par skiver bacon om mørbraden – det giver ekstra smag og saft.
Server sammen med en salat af tomat, rødløg, feta, agurk og lidt oliven olie, kartoffelbåde bagt i grill (eller ovn) med paprika, salt, peber og lidt olie.
Velbekomme.
PS: Knap en god flaske vin op til maden. Fx en Viña Tabalí Reserve Syrah fra Chile.